Dagbog

Det er koldt på Hinnerup station kl. 7.45 - vel omkring ti graders frost, og jeg er egentlig ikke klædt på til det. For godt nok kan jeg forvente, at det kan være koldt i de patagonske Andesbjerge, men minus 10 grader - næppe. Jeg er lidt tidligt på den. Ikke kun i forhold til toget men også i forhold til, at der først er mødetid ved flyet ved 14-tiden. Men nu er det danske vintervejr jo ikke altid lige godt for DSB, så hellere sidde i Kastrup et par timer mere end nødvendigt, end at sidde i et tog på Sjælland, mens flyet passerer hen over en. Ikke at Kastrup Lufthavn er særlig interessant, da jeg når frem - uden nævneværdig forsinkelse i øvrigt - men man kan jo altid hæve lidt valuta (dollars), få stoppet posten o.lign. Det lykkes også for at mig at få splittet min ene vandrestav ad, men også at få den sat sammen igen.
Til den aftalte tid dukker mine medrejsende op: Frank, Carsten, Thomas, Steen, Pernille og Henning. Vi fordeler den fælles bagage, som Frank, vores rejseleder, har haft med, tjekker ind og endelig kan den rigtige rejse begynde: 3 timer til Madrid, 3 timer i Madrid hvor vi finder lidt at spise, og 14 stive timer til Buenos Aires. Jeg havde regnet med, at det sidste stræk ville være nogle timer længere, så det var i og for sig en positiv overraskelse, men 14 timer er under alle omstændigheder for lang tid at sidde i et fly. Desværre kommer vi til at sidde spredt i flyet; men så starter man selvfølgelig ikke med at få en overdosis af hinanden.

Temperaturen er vel steget med 35-40 grader, da vi ankommer til Buenos Aires først på formiddagen lokaltid. Byen er, som jeg havde forestillet mig, at den ville være: Stor, varm og larmende. Turen fra lufthavnen går i et par gamle, gasdrevne Peugeoter med rygsækkene halvvejs ude af bagagerummet. Kørslen er sportspræget a la "Vi ligger i godt nok i sjette vejbane, men der er vist et hul i første." "Må man ikke køre på denne havnekaj? Var det det, der stod på skiltet? Umuligt." "Skal du have en håndfuld småmønter i hovedet dit æsel af en langsom bilist?" Men chaufføren giver sig dog tid til at give et par mønter til en af de gadartister, der står ved lyskrydsene, da vi efter en halv times tid nærmer os centrum.
Hotellet ligger på en sidegade til verdens bredeste boulevard, Avenida 9 de Julio, men der er dog ikke andre end mig, der kan se storheden i at krydse den. Først på programmet er dog et bad og derefter en solid brunch: Stegte kartofler, grønne bønner, bacon og en bøf på 3-400 gram med et spejlæg på toppen. Man er vel i Argentina. Dertil rødvin, så da tjeneren, opmuntret af selskabets gode appetit, afslutter med at give et glas af noget lokalt sprut, har jeg haft klarere øjeblikke end den første time efter, at vi forlader restauranten.
Resten af dagen går med at ture lidt rundt i byen, der minder mig om sydeuropæiske storbyer, omend antallet af kulturbygninger, der er en rejse værd, er til at overse - eller også er det bare mig, der overser dem. Vi går op ad strøget til den centrale plads, tager en taxa til La Boca, det gamle forlystelseskvarter, hvor forlystelserne nok er noget pænere, end de var. Carsten og jeg tager en vogn ud til Nationalbiblioteket, hvor Borges residerende i sin tid. Det er helt borgesk: to mænd rejser til den anden ende af verden for at besøge et bibliotek, hvor de ikke kan læse bøgerne. Nå, de havde nok nogle engelske værker, når det kom til stykket. Vi spurgte ikke.
Om aftenen har Frank og Henning, der danser Tango, arrangeret en kombineret middag og Tango-opvisning. Det er frem for alt koldt: Både i restauranten og teatret, er de tilsyneladende voldsomt stolte af deres air condition-anlæg, der på det nærmest får menukortene til at lette fra bordene. Det forhindrer mig nu ikke i at blunde under forstillingen. Desværre dog ikke under alle sangnumrene. Dansen derimod er ganske virtuos.

Taler lidt med et par danske journalister under morgenmaden. De er i Argentina for at skrive om danske emigranter i Argentina, som der er en del af. Dog ikke i Patagonien. Ellers går formiddagen med at krydse Avenida 9 de Julio i ophøjet ensomhed. Det undrer mig, at ingen andre kan se det heroiske i det, men hvis man ikke kan få andre med på sine ideer, man man jo gå solo.
Ved middagstid tager vi ud til indenrigslufthavnen og tager et fly til El Calafate. En tre timers tur, der bringer os til Patagonien og det klassiske patagonske vejr: Regn og blæst og noget køligere. Byen er meget turistpræget, da Argentinas mest populære naturturistmål, gletscheren Perito Moreno, ligger en god times kørsel derfra. Der er et vist nybygger præg over det hele med mere eller mindre tilfældige bygninger, der skyder op på mere eller mindre velegnede steder. Men ellers er det bare at vente på imorgen, hvor vi skal videre til Fitz Roy området.

Tidligt op og med en bus, der skrumpler af sted igennem et temmelig trøstesløst landskab. Rejseselskabets brochure omtaler turen som smuk, hvilket ville kræve en del solskin, hvad vi ikke har. Man er begyndt at asfaltere vejen, men er tilsyneladende gået i stå - vel på grund af de økonomiske problemer, der har ramt Argentina. Så derfor er vejen grus for 80 % vedkommende, og det er en hullet grusvej. Sine steder ligger der dybe vandpytter, som chaufføren kravler igennem. Det forhindrer dog ikke bussen i at lyde som om, den er ved at brydde sammen, og et par stop, hvor chaufføren iklæder sig en overall og kravler ind under vognen, viser sig nødvendige. Men frem til El Chalten når vi, for at konstatere, at det rum, hvor min rygsæk lå i, var alt andet end tørt. Rygsækken er smurt ind i mudder men har dog heldigvis holdt det meste af indholdet tørt.
Byen er Argentinas yngste by - fra 1985 - og var El Calafate nybyggeragtig, er El Chalten ren Klondeike. Strømmen i byen leveres af en stor dieselgenerator, hvilket bevirker, at der aldrig er helt stille i byen. Vi er kommet til bjergene nu, men det er nu ikke så meget vi ser til dem. Kun det nærliggende Cerro Solo er synligt. Fitz Roy og Cerro Torre, som burde være synlige fra byen, er skjult af skyerne.

Vi går mod Cerro Torre, men det er stadig ikke at se. Først da vi efter omkring fire timer når Campamento Base de Agostini, hvor vi skal slå lejr, begynder de skyer der ligger om bjerget at lette, og den 3.128 m høje granitsøjle, træder frem. Det virker fuldstændig utænkeligt, at man skulle kunne bestige den, og den har da også ry for at være et af de sværeste bjerge at klatre. Ikke kun på grund af dets topografi, men også på grund af det meget voldsomme vejr, der som oftest er i området. Det er vi indtil nu blevet forskånet for, men vi får vores lyst styret i løbet af aftenen.
Lejren ligger imellem nogle træer, hvilket viser sig at være ganske fornuftigt. For selvom træerne kun yder sparsom beskyttelse imod den iskolde vind, der rejser sig, under aftensmaden, er sparsom beskyttelse dog at fortrække frem for ingen beskyttelse. Vi fortrækker dog hurtigt til teltene og forsøger, om man kan spille kort fire mand i et Nallo 2. Det er muligt, men lidt klaustrofobisk, så efter nogle spil, går jeg udenfor med min pibe. Udenfor lejren finder jeg en interimistisk bænk, der er som skabt til at man kan sidde og ryge lidt tobak, mens mørket sænker sig over Cerro Torre. Et par småfugle gør mig selskab.

Vinden har lagt sig, da det bliver morgen, og solen farver Cerro Torre orange. Det var absolut en god ide at stå tidligt op. Efter morgenmaden går vi over morænelandskabet, der ligger foran gletschersøen og hen langs Lago Torre for at komme tættere på Cerro Torre. Helt tæt på kan man dog ikke komme. Stien slutter efter et god times gang. Tilbage i lejren pakker vi teltene ned, spiser frokost og går mod Fitz Roy
Den første time går det tilbage af vejen vi kom af igår, men efter en times tid drejer vi mod nord, hvor vi efter en skrap stigning - mens vi får vejret lykkes det for Steen at indkassere et ganske vrantent blik fra en ung argentiner, da han hilser lige vel friskt på hans kæreste - igennem en kroget skov når op til noget fladere terræn. Efter endnu nogle timer når vi Lago Hija og Lago Madre, og Fitz Roy-massivet viser sin imponerende profil. Jeg kan ikke få nok af at kigge på det. Da vi har slået vores telte op i Campo Poincenot og fortæret aftenens tørkost, står jeg det meste af aftenen og kigger op på det. Det er igen begyndt at blæse og lidt regn bliver det også til. Men det tager man gerne med.
Om natten lyder det som om at den skov, hvor lejren ligger i, er ved at blive blæst omkuld. Med det tynde muldlag og træernes miserable tilstand burde det heller ikke kræve så meget, og jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg stikker hovedet ud af teltet, vil jeg få et eller andet i hovedet. I erkendelse af at et par millimeter nylon spændt ud over et spinkelt aluminiumsskelet ikke yder megen beskyttelse, vover jeg det dog, før soveposen bliver fugtig, og det viser sig, at der er relativt læ i skoven, mens træernes kroner lyder som om, de overvejer at flyve syd på.

Tidligt op for at nyde solopgangen over Fitz Roy; men det er skyet, og selv om det er ganske fascinerende at se, hvorledes massivet næsten dukker op forskellige steder, står det ikke helt mål med solopgangen over Cerro Torre. Omend vejret anstrenger sig med en imponerende regnbue, der ville have indrammet de bagvedliggende bjerge fuldstændigt, hvis de bare havde været synlige.
Dagens program er en tur op til Lago de los Tres, gletschersøen, der ligger under Fitz Roy. Efterhånden som vi arbejder os op af stigningen, letter skyerne mere og mere, og da vi når søen, er de så godt som væk. Dog er der stadig så mange, at man kan fascineres af hvorledes de smyger sig op af pyramiden.
Vi spiser frokost ved Lago de Los Tres og fortsætter opad det nærliggend Cerro Madsen, der er opkaldt efter en dansk emigrant. Bjerget er en af de sædvanlige store, dumme grusbunker, som er frygteligt irriterende at gå op af, men det er alligevel en fin tur, da udsigten er ubetalelig.
På nedturen er jeg løbet tør for vand og er nødt til at drikke halvanden liter, da vi når ned til bjergbestigernes lejr. Den er tom, det er åbenbart ikke sæson.

Det er igen blevet gråvejr, og jeg har lidt medlidenhed med det unge par, vi mødte på vej ned igår, og som på vores anbefaling ville vente til idag med at gå op, da det var ved at blive lidt sent.
Vi skal fortsætte til Refugio Los Troncos, en halvlang tur ned af et flodleje ud af nationalparken og op Nord for Fitz Roy. En lidt kedelig tur efter min mening - men meningerne er delte - og at det blæser koldt og af og til regner lidt, gør det heller ikke sjovere. Udenfor lejren bliver vi budt velkommen af en lille kat, der følger os det sidste korte stykke. På det tidspunkt er vinden nået op på noget nær orkanstyrke i stødene, men lejren ligger bag en lille bakke, så der er der fint, omend lidt køligt. I morgen skal vi op på det nærliggende Cerro Electrico. Hvis det blæser lige så meget, skal jeg ingen steder.
Vi synes iøvrigt, at vi har fortjent en øl, som de sælger i lejerens hytte. Frank snakker godt nok om, at dette er en pionertur. Ham om det. Det er rart med en øl efter en lang dag. Rundt om bakken fra lejren er et sted, hvor man kan sidde i læ på en bænk. Det er luksus.

Det er fantastisk vejr. Vinden har lagt sig, og solen skinner. Efter morgenmaden starter vi på turen op mod Cerro Electirco. Ikke mange ben i det, bare mod Vest fra lejren og op, når det begynder at gå op. Efter et par timer begynder er det dog slut med stien, og vi skal selv finde vej op mod passet. Samtidig begynder det at blive stejlere, og sne og is er der også. Vi støder på et par tyskere klædt i goretex fra top til tå. De har tilsyneladende ikke nogen anelse om, hvad vej de skal gå, og på trods af deres splinternye, professionelle tøj, giver de op mens vi - Steen iklædt korte bukser og hvidt hår - fortsætter op ad den snedækkede skråning. Efter et stykke tid må vi dog også erkende, at vi ikke når helt op - ikke alle i selskabet er lige bjergvante - så vi må nøjes med at finde en klippehylde hvor vi kan lave den medbragte suppe. Udsigten er storslået. Mod nordvest kan vi se ind over Hielo del Sur, den største ismasse uden for de arkstiske områder (en afsmeltning af den vil medføre en stigning af verdenshavene på 30 centimeter; men alligevel lidt ærgerligt at vi ikke nåede helt op, så vi kunne se Fitz Roy massivet igen.

Nedturen er præcis som nedture altid er, når man har scramblet over klipper og sne: Lidt vaklende, på grænsen til at man mister balancen og nok til at give et ordentligt adrenalinsus for mit vedkommende. Så jeg bliver helt kåd og er nødt til at sige til mig selv, at der er grænser for, hvor fjollet man skal være på vej ned ad et bjerg. Desværre glemmer jeg i min opstemthed, at få fyldt mine vandflasker. Og da jeg donerede det meste af mit vand til vores suppe, kommer jeg til at mangle noget, da rusen lægger sig, og det bare er varmt og hårdt. Men der er jo ikke så meget, der skal nås.
Vel nede i lejren har vi endnu en gang fortjent en øl, og jeg synes, at dagens vandring passende kan afsluttes med at gå op ad den lille knold, som lejren ligger i læ af. Efter den lange nedtur føles det næsten tungere end dagens tur, men udsigten gør det værd at tage med.

Sidste dag i Fitz Roy parken. Af 'velkendte' stier tilbage til Poincenot og et gensyn med Fitz Roy og derfra ud til El Chaltén. Jeg er løbet tør for tobak, men til min store overraskelse overlever alle, da Frank vælter den ene af grydene med vores frokost. Turen ud er uden de store problemer eller udfordringer, og om aftenen kan vi sidde og indtage en 600 grams bøf og skylle den ned med rødvin - så må podagraen sige, hvad den vil, til det. Man skulle iøvrigt tro, at sådan en menu ville give en god nats søvn, men nej. Jeg har endnu ikke fået mere end to timers ubrudt søvn på denne tur.

Tidligt op, nu man alligevel er vågen, men det burde have været tidligere. For det er klart, og man kan se, at solopgangen farver Fitz Roy rød. Man kan lige se toppen men blot to timers gang, og man ville have kunnet se hele massivet. Nå, det må blive næste gang.
Byen 'dør', mens jeg er i bad. Generatoren, der leverer strøm, går i stå, og så bliver der stille, og man finder ud af, at den egentlig larmede mere end godt er. Noget andet er, at internetcafeen så ikke kan anvendes til noget fornuftigt, og hvad med vasketøjet, vi indleverede igår, og frokosten? Nå, efter et par timer og i andet forsøg, kommer der liv i makineriet igen, byen indhyldes igen i en svag brummen fra en dieselgenrator. Der bliver skrevet mails, drevet omkring, iagttaget en hund, der falder at laddet på den pickup, den er bundet til, og slæbes nogle meter før ejeren stopper og hjælper den tilsyneladende intakte men efter lydene at dømme noget rystede hund op igen, spist for meget til frokost, og hen på eftermiddagen kan vi stige ombord på bussen med rygsækkene fyldt men rent tøj.
Turen tilbage til El Calafate er grå og begivenhedsløs. Jeg morer mig lidt med at skyde lidt film ud af sideruden. Ti minutter, det dramatiske højdepunkt er, da vi passerer et væltet vejskilt.

Prisen for to dages skørlevned med vin og kød må betales: Vågner op med en lilletå, der er rød og øm. Hmm, det plejer at være storetåen og forhindre mig i at gå, så det er nok bare en advarsel. Der er ikke andet at gøre end at fylde sig med vand. Ideelt, når man skal ud at køre i bus.
Dagens program betsår af en tur til gletscheren Perito Moreno, Argentinas mest beøgte naturfænomen - og med god grund. Denne enorme ismasse maser sig vej ned imellem to søer og er indtil for et par år siden vokset, hvilket har medført, at den med mellemrum har lukket for forbindelsen mellem de to søer. Vandstanden er så steget i den ene sø - hvilket tydeligt kan ses af flejringerne på søbredden - indtil presset er blevet så stort, at ismasserne er blevet gennembrudt. Seneste gennembrud var i 2004, men man er i tvivl, om nogensinde vil komme et nyt. Om geltscheren igen vil give sig til at vokse. Det tyder det desværre ikke på, så det fænomen er det nok slut med.

Man iagttager den 40-50 meter høje isvæg fra et system af usigtsplatforme, der er bygget på den modstående, træklædte skråning. Helt tæt på den kan man således ikke komme, hvilket er med god grund: Men jævne mellemrum lyder der et brag, når større eller mindre stykker af gletscheren går løs og falder i søen. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng imellem stykkernes størrelse og den lyd, der frembringes. Et lille stykke kan give sig udslag i en række høje, skarpe knald, når der ryger ned af væggen, mens stykker på størrelse med et mindre hus kan glide majestætisk ned uden at gøre større væsen af sig. Betagende, men også umuligt at få et ordentligt billede af, da man ikke kan forudse, hvor og hvornår et stykke vil falde.

Betagende er også farverne. De mange nuancer af blåt, som de forskellige grader af sammenpresethed giver sig udslag i.
Om aftenen, tilbage i El Calafate står det ned i stænger. Visse steder er vejene omdannet til gigantiske søer, hvilket tilsyneladende udgør en lokal forlystelse. Ihvertfald iagttager jeg, hvorledes biler kører gennem søerne med kaskader af vand til følge. Og var det ikke godt nok første gang, vender man bilen og tager en tur til.

Turen til Puerto Natales i Chile skulle have taget fire timer, men tager otte. Det var min vandbeholdning ikke til, så da vi ankommer, er jeg lettere dehydreret og min venstre storetå er begyndt at værke. Forbandende argentinske rødvin. Nå, der er jo ikke så meget andet at gøre end at nedsvælge en tre-fire liter vand før sengetid og håbe på det bedste.
Byen består iøvrigt sjovt nok, hovedsageligt af blikhuse, og er en havneby, der ligger et par hundrede kilometer inde i landet - for enden af en dyb fjord. Ikke så meget at se, men i modsætning til El Calafate og El Chaltén en rigtig by, hvor man faktisk har indtrykket af, at der lever mennesker, der laver andet end at beskæftige sig med turisme - der nu alligevel sætter sit kraftige præg på byen.

16.03.2005

Det er gråt, og det regner, da vi kører mod Torres Del Paine parken. Efter et par timer stopper bussen i, hvad der bedst kan beskirves som en udørk. Samme udørk, hvor vi igår krydsede grænsen imellem Argentina og Chile. Ikke et vejr som man har lyst til at vandre i, og tanken om et lunt hotelværelse er meget appellerende. Men videre går det, og som ved et mirakel begynder det at klare op. Så da vi når indgangen til parken, skinner solen igen. Efter at parktilladelserne er blevet ordnet går det med en lille shuttle-bus ind i parken til vandreturens start. Det er et trøsteløst syn: Landskabet er i sort og gråt. Afbrændte træer rækker deres krogede knokkelfingre mod himlen. En tjekkisk vandrer, der camperede udenfor parken havde et uheld med sin brænder for nogle dage siden. Den væltede og antændte en busk, og så gik det stærkt. Et enormt område afsvedt. Stien rundt om Paine-massivet er et bredt hjulspor efter tunge køretøjer, smeltede slanger ligger i den forkullede bevoksning. Men ved et lykketræf - eller hårdt arbejde - er ilden blevet bremset på grænsen til den egentlig park.
Vandringen er let, landskabet behageligt uden at være prangende, og efter nogle timer når vi lejren, hvor vi skal slå vores telte op. Vi spiser i hytten. Den kortbuksede chilenske vært fyrer godt op under kommfuret, og snart ryger trøjerne af. Et par andre gæster i lejren går i modsat retning af os og har været ude for sne og knæhøjt mudder. Foreløbig er alt dog idyl.

17.03.2005

En lang, flad, smuk tur til Camp Dicksion, hvor et flok australparakitter sørger for den eneste dramatik, da de dykker imod os.
Det er en lang tur, men den er det værd: Da vi ved aftentide står ovenfor lejren lader solen sine sidste stråler falde over den og den bagvedliggende sø og gletscher. Da vi når ned i lejren er solen forsvundet bag bjergene, og det tiltagende tusmørke har vækket myggene. Jeg vælger spare på min jungleolie til efter badet, hvilket resulterer i en pande oversået med stik.

18.03.2005

Der sker ikke så meget i disse bjerge. Målet for dagens vandring, Campo Los Perros, er efter sigende opkaldt efter en hund, der druknede i den nærvedliggende sø. Men det kan selvfølgelig have været en virkelig god hund.
Turen går igennem skov, hvilket er meget passende, for det er ganske fugtigt. Koldt er det også, da vi når lejren, der er den mest primitive, vi har oplevet hidtil. Aftensmaden, der bl.a. byder på halvmuggent brød - det bliver det også hurtigt, hvis der altid er så fugtigt - indtages i et skur bygget af pressininger og forhåndenværende materialer. Heldigvis kan den varmes op. Til dels ihvertfald. Fugten lader sig ikke sådan fortrænge.

19.03.2005

Turens hårdeste dag ud fra beskrivelserne. Opad til Garner-passet, hvor vi slipper for den sne, der kan forekomme selv om sommeren, og kan nyde gletsheren under os. Og så går det nedad. Rigtigt nedad. Et par ski og noget sne havde været på sin plads, omend livsfarligt. Thomas står for dagens stunt, da han slår en saltomotale på vejen ned. Vi andre nøjes med at anvende den store bremse et par gange. Frank beslutter sig for at korte dagens tur af, da et par i selskabet virker lidt trætte. Men så er der også lejlighed til at sidde og slappe af med en bog og en god udsigt.

20.03.2005

En laang dag, og jeg gå fuldstændig kold efter en meget kold frokostpause med alt for lidt mad. Det er også dagen, hvor jeg løber tør for tobak. Skulle aldrig have givet en cigaret til ham fyren i Perros. Men ellers en smuk tur. Først ned langs gletcheren, der dog kun dukker op, når der er en lysning i skoven, og senere forbi La Isla O Nunatak (det er en gåde for mig, hvordan lokaliteter får deres navne, omend det grønlandske islæt virker passende) og ned langs Grey-søen.
Om aftenen er vi i en anden verden og Frank går i coma. Sidst han var der, lå der en almindelig bjerghytte. Nu er der daglige rutebåde og et stort hotel med internetcafé. Til gengæld holder køkkenet en højere standard end vi ellers har været vant til.
En del af de besøgende er i øvrigt ældre amerikanere, der bruger et par måneder af deres liv til at forbedre stierne i området. Jeg havde også på vejen undret mig over de små farvede flag, stykker med sirligt placeret grus og nyplantninger, vi stødte på.
Solnedgangen over Cuernos Del Paine er ubeskrivelig.

21.03.2005

Vi baner os vej gemmen flokkene af arbejdende amerikanere, der bevæbnet med haveredskaber forsøger at renovere en af Paine-cirklens mest populære strækninger Pohoe til Italiano. Gårsdagens lange stræk har blødgjort mine fødder, og jeg kan mærke en begyndende vabel på min venstre hæl. Den manglende tobak gør heller ikke livet morsommere.
Det er en kort tur til Italiano, hvor rovfugle holder til i lejren, og om eftermiddagen går vi en mindre tur op af Valle Del Francés. Det vil sige, for mit vedkommende bliver den meget kort. Jeg kan ikke mobilisere den mindste energi og er sur og tvær. Så jeg vender om efter et kort stykke og kværner en plade chokolade i teltet i stedet for. Læser lidt og sætter mig ud for at beundre Cuernos del Paine. Godt valg, når jeg ser hvor trætte nogle af de andre ser ud, da de vender tilbage.

22.03.2005

Så vågner man: Står tidligt op, og beslutter at varme noget vand til morgenmaden. Første gang jeg prøver en benzinbrænder, og jeg glemmer at skrue ned for den, så flammerne bliver en halv meter høje. Lidt dramatisk midt inde i en skov, og den uheldige tjekke i minde. Men eftersom målet jo var at varme vand, er det nu mest irriterende at dumme sig på den måde.
Vejret er noget blandet. Det blæser kraftigt. Man kan se skumskyer flyve hen over søerne, og efter et par timer kommer regnen piskende vandret. Men da vi igennem hele turen har været usædvanligt heldige med vejret, falder det stort set sammen med, at vi som den eneste gang på turen skal spise frokost i en hytte. Og så fik man jo brug for regntøjet. Mindre heldige er det unge par, der dukker op i hytten efter at vi har siddet der en halv times tid: Ingen regntøj, og det er tydeligvis hans skyld. De sætter sig ved hvert deres bord med ryggen til hinanden. Da vi går har de dog sat sig sammen omend, der ikke er overvældende mange amoriner i luften.
Regnen holder op, og vi går de sidste timer til Hosteria del Torres, hvor vores vandring startede. Så cirklen er sluttet, omend turen ikke er slut. Om aftenen aftaler vi at stå op ved tre tiden for at se, om vi kan nå op og se solopgangen over Torres Del Paine.

23.03.2005

Vinden pisker ned igennem den måneoplyste dal og truer med at rive teltet med, hvis ikke vi lå i det. Endnu en nat uden søvn, men i det mindste er det smuk, når man endnu en gang skal ud. Ved tre tiden står vi op, og såvel månen og vinden er forsvundet. Vi laver morgenmad og fylder vores vandflasker og snart går det i skæret af vores pandelamper mod Torres Del Paine. Mine batterier brænder snart ud, men heldigvis har Thomas nogle ekstra med, som jeg kan låne. Tempoet er højt i den lille verden, der udgøres af keglerne fra vores lygter, og efter en god time viser det sig også for højt for de af os, der har mere brug for nattens hvile. Så for at ikke alle skal komme for sent til soles komme, der allerede lader sig ane i det opdukkende landskab, deler vi os, og Carsten, Thomas og jeg fortsætter ræset. Snart splittes vi dog også, da jeg træder til side fra spidsen for at binde mit snørebånd, og Carsten som den cykelrytter, han er, tager en lidt for kraftig føring. Også Thomas og jeg skilles i vores bestræbelser på at nå ham, men det er ved at blive lyst, og der er kun en vej: Op.
Til sidst er der kun den traditionelle bunke store sten, der skal forceres, omend den er noget højere end sædvaneligt, og kræver lidt balance, men derefter belønnes man også med en gylden udsigt til Torres Del Paine. Mindre charmerende er den isnende vind, der pisker imod ens gennemsvendte krop - ikke engang det sparsomme skiftetøj hjælper, og efter en halv time har jeg på fornemmelsen, at mine knogler vil knække, hvis jeg på vejen ned, støder imod en sten. Frank, der er nået op sammen med det resterende selskab, lægger an til en tidlig frokost, men vi får ham talt fra det - det er svært at nyde en smuk frokostudsigt med klaprende tænder - og på froststive ben går det nedad til mere behagelige omgivelser.
Efter måltidet starter vi ned ad i spredt orden. Vi mindes om, at bjergene er mere end en legplads, da vi støder på en flok bjergrangere, der med andre vandreres hjælp bærer en bårelagt kvinde ned: En brækket hals fra dagen i forvejen.
tilbage i lejre kan Henning og jeg konstatere, at vores telt står noget anderledes, end da vi forlod det. Kastevindene er vendt tilbage og uden vores vægt til at holde på teltet er det blæst væk. Heldigvis er der opsyn på lejren og vores telt er blevet genrejst og de fleste af vores ting lagt ind i det. Kun overtrækket til Hennings liggeunderlag mangler; men findes et par hundrede meter væk.
Vi bader, pakker lejren sammen og tager de sidste billeder - de allersidste med mit kamera (tyve år gammelt Olympus XA), fra min hånd, skulle det vise sig, da det senere forsvandt på en græsk færge - fanger en bus tilbage til Puerto Natales.
Om aftenen er der 'afskedsmiddag'. Frank giver vin, fordi han mener at vi på grund af sommertid i Chile skulle være stået en time tidligere op for rigtig at have nået solopgangen. Ifølge dem vi mødte under Torres Del Paine, blev bjergene dog ikke mere gyldne, end de var, da vi var der, men den glider da ned.

24.03.2005

Rejsedag: Puerto Natales - Santiago. Busterminalen minder om en lufthavnsterminal. Turen fin, men begivenhedsløs: Moderne bus, ingen sammenbrud. Lufthavnen kedelig som altid, men det bringer da lidt morskab, at jeg har købt firdobbelt ration til frokost, sammenlignet med, hvad vi fik på trekket. Flyveturen som den slags nu er, når det er skyet. Hotellet i Santiago firstjernet, men baren er lukket, da Henning og jeg vender tilbage efter at have indtaget den bedste bøf i Sydamerika. Taxachauføren tilbød at støve piger op til os, tror jeg; men vi takkede nej. Værelset stinkende varmt, da vi ikke fik tændt for air conditioningen. Stadig ingen søvn.

25.03.2005

Lidt rundt i Santiago. Ser domkirken. Michael besejrer Satan, og restenaf dagen har jeg Prefab Sprouts Michael i ørerne.
Den unge pige, jeg sidder ved siden af i flyet, ser ud som om, at hun er ved at dø af skræk ved tanken om at skulle flyve - eller ved at skulle sidde ved siden af mig. Jeg har ellers været i bad, om end barberingen udestår: Mine kolleger skal også have lidt glæde af min tur.

26.03.2005

Madrid er ikke så spændende kl. 7 om morgenen, men man kan da altid drikke et par kopper kaffe og spise et par croissanter på en café, hvis man kan finde en. Det lykkes. Ingen nye flamenco-plader, jeg gider at købe. Det nedbrændte højhus, der for et par månder siden medførte rygter om terrorisme, står der endnu. Folk er på vej på arbejde. Jeg er på vej hjem.
vi siger farvel ved bagageudleveringen i Kastrup. Der er fem minutter til toget går. Det var det.