Torres del Paine Det er hundekoldt. Endnu en blæsende dag i Patagonien, og så er det tidligt! Vi stod op ved 3-tiden og gik op imod Torres Del Paine i mørket. Det er magisk at gå op, mens det gradvist bliver lyst, og det omkringliggenede landskab bliver synligt. Der er fart på, for det er solopgangen over Torres del Paine, vi skal nå, og den venter ikke. Halv syv, syv sådan cirka. Efter en halvanden times tid begynder det at gå for hurtigt for nogen, og vi deler os i to grupper. Carsten, Thomas og jeg forrtsætter i et tempo, der tangerer småløb, men snart, bliver vi også splittet op og ender med at forcere det sidste stejle stykke hver for sig. Belønningen er Torres del Paine svøbt i et smukt, gyldent skær. Ikke at det varmer, og da de sidste i gruppen dukker op efter cirka en halv time, er jeg fuldstændig stiv af kulde. Uldtrøje og fleece ufortalt. Frank mener, at vi skal lave noget mad ved udsigten, men udsigten til at skulle bære os ned, får ham til at ændre mening, og jeg begynder at vandre ned over klipperne på meget stive ben. Efter en gang kartoffelstuvning, der smager fantastisk klokken halv ni om morgenen, går det nedad mod lejren. På vejen møder vi en gruppe park-rangere, der bærer på en båre med en kvinde, der faldt ved Torres del Paine dagen før og brækkede halsen.