Fitz Roy Det er nærmest som om man drejer om et hjørne: Efter nogle timer fra lejren ved Cerro Torre på den anden side af en bjergryg og gennem skov dukker massivet op over søen. Og er det første syn imponerende bliver det bedre og bedre, jo mere man kigger. Jeg står det meste af aftenen og kigger op på farvespillet i pyramiden, sidetindernes skarpe profiler og forbjernes dramatiske strukturer. Ved solopgang er det hele desværre hyldet i skyer. Af og til aner man de bagvedliggende formationer, men det fantastiske skær, vi oplevede ved Cerro Torre, udebliver. I løbet af de godt 450 højdemeter op til gletschersøen under spektaklet klarer vejret op, og landskabet folder sig ud. Som et stykke musik eller poesi? Næppe. Menneskeligt sprog har sine grænser: Man kan forestille sig enkelte detaljer som skyernes dans op langs væggen, og de ovennævnte træk; men helheden er en fysisk realitet. Sprog er sprog, musik er musik, og et bjerg er et bjerg. Men 4-500 meter op ad det tilstødende Cerro Madsen kan man da altid gå. Det bliver udsigten ikke dårligere af. Og ting bliver jo ikke nødvendigvis mindre værd, fordi man ikke kan sprogliggøre dem. Blot sværere omsættelige.