Cerro Torre Det er gråt og køligt i El Chaltén, da vi forlader den. Cerro Solo er den eneste af de omkringliggende tinder, der er synlig. Snart begynder den så småt at regne og blæsten tager til. Vandringen er let, og snart holder regnen op. Vi burde kunne se Cerro Torre, men dens slanke profil er hyldet i skyer. Efter nogle timer når vi Campo Base De Agostini. Skyerne letter, og Cerro Torres grå tårn viser sig ved siden af den tilstødende gletscher. Det forekommer utænkeligt, at det skulle være muligt at bestige den 3128 meter høje søjle. En ting er at skulle klatre op ad den glatte granit, en anden ting er vejret omkring bjerget, som vi får et indtryk af i løbet af aftenen: Vi spiser vores aftensmad med udsigt til bjerget, og efter 1 minut er den kold på grund af den vind, der kommer piskende ned fra gletscheren og det bagved liggende Hielo Del Sur. Vi fortrækker til lejren, der ligger blandt nogen træer, men heller ikke her er der læ at finde, og jeg forbander mig selv for at have været for fedtet til at købe en dunjakke. Dog er der et enkelt sted med læ: En interimistisk bænk, hvor man kan sidde og se lyset forsvinde bag tinderne. Hvilket viser sig at være ingenting sammenlignet med den måde, den opstigende sol farver klippen næste morgen.