Efter en lang nat begynder de andre at dukke op ved 5-tiden. Det vil sige, Rikke, som jeg aldrig har mødt, er kommet ved 4-tiden. Jeg havde set hende og tænkt, at det kunne være hende, men lufthavnen er jo fuld af folk iklædt friluftstøj, på vej til al verdens destinationer.
Frank og jeg stiller os i den allerede nu alenlange kø, og efter en halv times tid dukker Pernille og Carsten og Lene op, efter at have gennemlevet henholdsvis charterterminalens kaos og en manglende taxa.
Køen skrider frem. En pensioneret engelsklærer anklager Frank, der forlod køen et par minutter, for at snyde foran i køen. Turen til Frankfurt er som den slags er, og de fire timers ventetid går med kaffe og et forgæves forsøg på at finde et ordentligt sted at sidde. Vancouver-turen er lang og begivenhedsløs med film som allerede er glemt og et glas vin for meget. I Vancouver hyrer Frank en hvid limo - billigere end en taxa, når vi er så mange, og et stilfuldt transportmiddel til vandrehjemmet.
Ud til MEC for at købe et par småting. Jeg løber så meget rundt efter ting til Søren og Karin, at jeg glemmer at købe neoprensokker. Det kommer jeg sikkert til at fortryde.
En bus tilbage til vandrehjemmet. Ud at få noget at spise og i seng ved 20.30-tiden. Lidt før 24 siger det pling, og jeg er lysvågen.
Dag 2
De andre begynder at vågne ved 6-7 tiden. Jeg har læst lidt i Kluane-rapporten og ligget hvileløst hen. Morgenmaden er rigelig om ikke interessant. Vi bestiller en limo, og Frank dukker op, for at forsvinde igen og først dukke op lige på det aftalte tidspunkt.
Ud til lufthavnen. Checke ind. Vente. Boarde. Den ene steward er indianer, den anden har psoriasis op og ned ad armene. Air North. Leje bil i lufthavnen. Ingen cigaretter. Ind til Whitehorse efter at vi er startet med at køre imod Skagaway. Boghandel. Cigaretter. Købmand. Friluftsbutik. Ingen neoprensokker. Hen til vores B&B, der ejes af en dansk kvinde, Lene. Hun er ikke hjemme. Frank rister et par bagels på brænderen.
Lene dukker op. Der hilses. Frank organiserer. Lene laver mad. Hendes datter dukker op. De har begge deltaget i Arctic Circle skiløbet i Grønland med en 3. og en 8. plads som resultat. En hyggelig aften hvis eneste mislyd er, at de af Frank medbragte ugeblade ligger ude på forterrassen og bliver våde, da det begynder at regne.
Dag 3
Morgenmad og af sted mod Haines Junction efter at vi har været et smut omkring Whitehorse efter et par småting. The Alaska Highway: En endeløs konvoj af Campingbusser og -vogne med pensionister på vildmarkstrek.
Efter nogle timer når vi Haines Junction. Slim’s River-ruten er åben. Vi kører ud til indskrivningsstedet, får vores bjørnetønder, som vi skal opbevare maden i, og lidt snak om bjørne. Ud til parkeringspladsen. Bjørnetønderne og rygsækkene pakkes. En sidste cigaret og afsted. Først af en vej igennem lidt kedelig skov. En lille flod krydses nærmest tørskoet. Vegetationen bliver mere spredt. Bjørneekskrementer dukker op. Dog af ældre dato - for det meste.
Boullion Creek skal krydses. Da det er sidst på eftermiddagen, er der godt gang i den. Frank afprøver en overgang, lægger sin rygsæk på den anden side og henter pigerne. I en lang række uden rygsække går de usikkert over. Det er lige ved at gå galt. Frank vender tilbage efter Carsten og jeg. Vi går lidt ned ad floden for at finde et bedre sted og krydser med besvær med rygsækken kun spændt om skuldrene. En drøj omgang men Frank tager endnu en tur sammen med Carsten for at hente pigernes rygsække. På positivsiden er, at det ikke var bemærkelsesværdigt koldt for tæerne; men det var selvfølgelig også nødvendigt at fokusere på overgangen og ikke på tæernes temperatur.
Vi passerer under nogen klitter - dog uden marehalm - og videre ned langs floden. Efter en god time - vi var halvanden om at krydse floden - finder vi en velegnet lejrplads, omend den er lidt vel tæt på de gule blomster, som grizzlyer ynder at spise. Maden laver vi et par hundrede meter væk op ad et vandløb, der tjener som vandforsyning. Foreløbig ingen bjørne men et stort varieret landskab.
Dog, lige efter tandbørstningen ser jeg en sort prik bevæge sig oppe ad bjerget langt væk. Frank tager sin kikkert: Det er en bjørn. Man kan skimte den imellem træerne på vej væk fra os. Således beroliget kan vi lægge os til at sove. Dog uden at have fortalt om bjørnen til pigerne, der var fortrukket til deres telte.
Ingen bjørnebesøg i løbet af natten men lidt utilfredshed med, at vi ikke sagde noget. Personligt ville jeg nu ikke bryde mig om at høre alt for meget om eller til bjørne lige inden jeg skulle sove, og det var nu også for kort tid, vi så den, til at de kunne komme ud af teltene.
Vi fortsætter ned ad floddalen. Landskabet veksler imellem det sumpagtige til marker med hvide blomster, der nærmest råber på piger i lyse, luftige sommerkjoler.
Efter frokost bliver det kupperet og vi kommer ind i skoven. Så skal der synges for at holde eventuelle bjørne på afstand, om end det bliver lidt sporadisk. Der er et begrænset antal sangere i selskabet, og sang og vandring i kupperet terræn er en kombination, der stiller krav til konditionen. Jeg afslutter dagens vandring med Leonard Cohens Tower of Song - vi er jo i Canada - og så dukker lejrpladsen op.
Teltpladsen ligger på et plateau og nedenfor det er der forskellige arrangementer af træstammer til at sidde på, en bålplads og inde i skoven et lokumsskur. Vi laver vores mad tættest ved floden, hvor udsigten er bedst: Udover sletten mod Observation Mountain, der spærrer for udsigten til gletscheren bagved.
Idag går det op af Observation Mountain. Vi går ud over flodsletten og krydser de løb som en noget formindsket Canada Creek danner. Der er en del vand at krydse, men heldigvis er krydsningerne korte og strømmen noget svagere end, hvad vi oplevede ved Boullion Creek. Efter et par timer støder vi på en tysker, der har slået sit telt op nedenfor bjerget. Han vandrer rundt alene og har haft et enkelt møde med en bjørn, der dog løb sin vej, da han begyndte at tale til den. Vi fortsætter op langs floden og begynder at gå op ad bjerget et passende sted. Det vil sige, det er ikke det rigtige sted. Da vi er kommet et godt stykke op, kan vi se en sti på den næste kam. Nå, vi er kommet for højt op til, at vi gider at gå ned. Et par bjergfår dukker op på en fjern kam, og Frank finder ud af, at hans kikkert er blevet glemt sidst vi holdt pause. Det sker heldigvis ofte, så han smutter ned efter den.
Det begynder at blive rigtigt stejlt. For stejlt til at det er rigtig sjovt. Rikke viser sig at lide af højdeskræk i middelsvær grad efter en oplevelse på Kullen for nogle år siden. Efter en svær passage, hvor Frank hjælper de andre op, og jeg tager en alternativ rute, der udmærker sig ved at smide et par sten ned i Lene og få mig til at hænge i armene et par gange, spiser vi frokost. Samtaleemnet er testamenter, og jeg beder folk om at tage sig sammen og holder fast i, at man højst brækker et par knogler, hvis man falder her. Men vi sidder nu stejlt nok til, at man mærker suget, når man rejser sig. Selv om, hvornår har man sidst rejst sig og er faldet forover?
Det begynder at flade ud, og snart er vi ved at være oppe på plateauet under toppen. På kammen nogle hundrede meter borte, kan vi se sillouhetten af en grizzly tegne sig mod himlen. Den forsvinder snart med retning mod toppen. Vi holder til højre for punktet, hvor den forsvandt, og ender på plateauet. Vejret er begyndt at se lidt smålusket ud, og vi har egentlig fået højdemeter nok i benene. Men udsigten over Kaskawulch Gletscherens flersporede motorvej er også fantastisk herfra.
Vi ser ikke mere til bjørnen. En helikopter flyver under os i retning mod gletscheren. Der ser mere og mere ud til regn, og vi begynder at bevæge os nedad. Denne gang af den autoriserede vej, der er længere men noget lettere, selv om den indebærer et par kamvandringer, der ikke falder i alles smag. Men ned kommer vi. Også Rikke, der ellers på et tidspunkt på vejen op mente, at hun aldrig kom ned igen.
Om aftenen laver Frank de mest snavede kanelsnegle, der nogensinde er blevet serveret på den nordlige halvkugle. Det småregner lidt, og vi har flyttet vore køkken ind mellem træerne.
Pakningen af vores bjørnetønder har givet sig udslag i et uoverskueligt system af mere eller mindre hærgede plasticposer med svært identificerbart indhold. ”Er det mad eller skrald”, spørger jeg, efter at have kastet et blik ned i en af poserne. Det er mad, så jeg finder en anden pose til mit skrald.
”Frank og Svend! Der er en bjørn på vej hen imod jer!”
Dagen starter roligt og smukt. Før morgenmaden iagttager vi oppe fra teltlejren en bjørn, der snuser rundt ude på flodsletten. Den forsvinder dog ind i bjergskoven, da en vandrer, der ikke ser ud, som om han har set den, kommer gående. Det er tyskeren fra igår, og han er noget snaksaglig, da han dukker op. Men det er man jo efter nogen tid alene i ødemarken.
Planen for idag er at gå over sletten og morænelandskabet til den lille knold under Observation Mountain for et andet blik på gletscheren. Efter morgenmaden driver vi lidt i lejren. Det er varmt, så skjorten ryger af. Frank pakker lidt frokost, og vi bærer madtønderne ind i skoven igen. Så er det Carsten råber oppe fra teltlejren, mens Frank og jeg er ved at bære de sidste tønder derind: ”Frank og Svend! Der er en bjørn på vej hen imod jer!”
Jeg drejer hovedet mod sletten, mens vi fortsætter vores gang. Den er god nok. Nogle hundrede meter væk kommer en bjørn luntende roligt ud mellem buskene på vej hen imod os. Jeg spekulerer på, om vi skal smide, hvad vi har i hænderne og fortrække til teltlejren; men vi fortsætter, smider tønderne sammen med de andre og begynder at gå hen imod skrænten op mod teltene. Så er det, det begynder at gå stærkt.
Et tysk par er også på lejrpladsen, og hun har tilsyneladende faret lidt for meget omkring for at få samling på deres køkkenting. Bjørnens reaktion på denne uro falder prompte: Den sætter i løb hen imod hende. Hun står panisk viftende med armene, men hun råber ”Hilfe! Hilfe!” Frank råber til de andre, at de skal smide en bjørnespray ned til os. Jeg går hen til foden af skrænten, og Carsten eller Rikke eller en tredie kaster en spray ned. Jeg griber den - eller samler den op. Frank har fået samling på tyskerne, og jeg går hen til dem, så vi samlet kan konfrontere bjørnen.
Bjørnen, der har bremset sit løb, beslutter sig for at dreje ind i skoven i stedet, og vi trækker os op ad skrænten til plateauet med teltene og de andre,
Vi kan høre bjørnen i skoven. Lokumsskuret får et slag, der giver genlyd. Den dukker op imellem træerne. Rejser sig på to ben. Klør sig op af en træstamme. Snuser til en gren. Ned på fire igen og hen imod et af køkkenarrangementerne. En gren svirper, da den går igennem et krat, og den sætter i et spjæt af forskrækkelse. Hen til køkkenet. Snuse og pille. Hvorfor har man ikke en kraftig zoom? Nå, egentlig ikke noget interessant for en bjørn her. Efter at have støvet rundt et stykke tid, trækker den ind i skoven og forsvinder ind imellem træerne. For at dukke op igen for enden af plateauet med retning imod os.
Vi stiller os op på en lang række for at fylde mest muligt, men den er egentlig ikke interesseret i os. En stor bunke træ er langt mere spændende at mose rundt i. Så falder dens opmærksomhed på et telt i nærheden af bunken, og Frank mener, at vi hellere må tage til genmæle. Vi vifter roligt med armene. Den begynder at bevæge sig hen imod os, og jeg synes egentlig, at jeg savner at have en skjorte på. Vi beder den om at gå sin vej. ”Go away” lyder der med otte forskellige stemmer, og det virker. Bjørnen vender næsten omgående om og lunter roligt væk. ”Nice arse, buddy”, siger Frank til den. Det sagde han ikke, tænker jeg; men det gjorde han.
Stemningen er nervøst opstemt Jeg finder min skjorte, og brokker mig lidt over, at Carsten render rundt i sandaler lige efter, at vi har mødt en bjørn. Vi driver lidt mere for at falde ned. Den tyske kvinde er tydeligt rystet. Men hvem ville ikke være det når man lige har oplevet en bjørn i løb hen imod en?
Bjørnen har forstyrret vores planer, så vi spiser frokost før det går ud over sletten. Så skal der krydses vand igen. Der er stadig ingen, der er faldet for min påstand om, at den ægte vildmarksoplevelse kræver, at det sker uden neoprensokker. Det er en fin tur, omend vi ikke når knolden, og morænelandskabet sine steder minder om en grusgrav.
Det er sidst på eftermiddagen, da vi vender hjemad og vandløbene er blevet stærkere og tilsyneladende også koldere. Efter nogle krydsninger er mine fødder blevet så kolde, at de ikke vil mere. Jeg går ud i vandet, og kan ikke bevæge benene. Jeg er plantet. Nå, Frank agerer bølgebryder, og jeg kommer over, og efter en halv times tid er mine fødder blevet så varme, at de holder op med at gøre ondt.
Så går det udad igen. Tyskerne følges med os, om end de ikke har mod på endnu en overnatning i parken men vil gå hele vejen ud. Vi synger og larmer lidt mere end på vejen ind, men bortset fra en forfalden guldgraverhytte støder vi ikke på noget usædvanligt. Og det er jo egentlig ikke usædvanligt på de kanter. Midt på eftermiddagen tager vi afsked med tyskerne og slår lejr samme sted som den første dag på turen. Der er måske ikke så mange soloekspeditioner, og skal man et æriende husker man at tage en bjørnespray med.
Der har været en bjørn i vores køkken!
Da vi kommer op til stedet, der ligger et par hundrede meter fra teltene ved et vandløb imellem nogle buske, ligger tønderne og køkkengrejerne spredt rundt omkring, et par kopper er blevet bidt i stykker, og min termokop har fået et par bidemærker men kan stadig holde på kaffen. Vi spiser den sædvanlige müsli og laver kaffe. Halvvejs igennem kaffen siger Carsten så: "Der er en bjørn på vej her op!"
Ud mellem busken i retning ned imod teltene, kommer en lodden, brun skikkelse luntende op imod os. Dem af os der har en bjørnespray samler den op, og vi rejser os og stiller os på en række. Bjørnen fortsætter sin gang imod os, og vi vifter roligt med armene og begynder at tale til den. Den stopper. Vejrer tøvende, mens den overvejer, om den skal gå tættere på. Den kan tydeligvis lugte kaffen, og hvad vi ellers har. Måske de chokoladeovertrukne frugter vi lavede igår. Efter et par minutter vælger at den at gå til venstre for os, men blot for at runde et buskads og nærme sig fra den anden side. Vi drejer med den, så vi vender direkte imod den, og et øjeblik overvejer jeg, om jeg kan nå at samle mit kamera, der ligger nogle meter væk, op. Men det virker nu lidt for risikabelt at fjerne sig fra gruppen. Umuligt at sige, hvordan den vil reagere på det. Om den vil se det som en trussel eller mig som et let offer. Nu kommer den tæt på. Vel knap ti meter, og Frank beder os om at afsikre bjørnesprayen. Den virker egentlig ikke aggressiv, blot nysgerrig og tiltrukket af duftene og nede på alle fire virker den ikke specielt stor. Ikke udvokset. Den strækker snuden frem, og vi kan se dens næsebor vibrere. Den ligesom småtripper lidt. Drejer lidt rundt og tager et par bidder af en gul blomst og vender igen sin opmærksomhed imod os. Vi har vedblivende talt til den. "Go away, go away" har det lydt i efterhånden flere minutter. Kun med en pause da den gik uden om buskene. Jeg er ved at blive lidt småirriteret. Det ender jo alligevel med, at den går sin vej, så kan den ikke gøre det nu, så jeg kan få resten af min kaffe? "Gå din vej!" siger jeg i et lidt hårdt tonefald, og snart slår vi allesammen over i dansk. Man kan selvfølgelig undre sig over, at vi overhovedet talte engelsk til den, men det virkede jo sidst, hvor vi var en mere international gruppe med engelsk som fællessprog. Nå, under alle omstændigheder virker det bedre med dansk, og kort tid efter vender den sig, går op langs vandløbet og forsvinder ind imellem buskene. Jeg når lige at få et par billeder af dens brune bagdel.
Vi snakker lidt om episoden. Pernille havde sit kamera på sig og fik et par nærbilleder af den. Frank skridter afstanden ud til den rapport, vi skal aflevere, når vi kommer ud. Ni meter. Den skulle nu heller ikke være kommet tættere på. Hvor lang tid tog det? 5-10 minutter. Svært at sige præcist. Der var ikke ligefrem nogen, der kiggede på uret.
Vi drikker kaffen og pakker sammen, går ned til teltpladsen, pakker rygsækkene og afsted.
Boullion Creek er heldigvis noget lettere at passere denne gang, og turen er uden den store dramatik. Pernille taber en neoprensok, efter at vi har passeret det sidste vand, og Frank, der åbenbart har for meget energi løber tilbage for at finde den. Han er væk temmelig længe, og Pernille bliver lidt nervøs for at han er stødt på en bjørn. Så hun og jeg bevæbner os med en spray og går efter ham. Han dukker dog snart op med Pernilles sok, og vi kan fortsætte det sidste stykke ud til bilen.
Vi afleverer vores tønder i besøgscenteret og rapporterer om vores bjørnemøde. Det tager en frygtelig tid. Først rapport til den tilstedeværende ranger. Så rapporterer Frank over telefonen med den lokale chef. Men det var selvfølgelig også tæt på. Vi støder på det tyske par i centeret. De havde haft en hård tur ud. Fordi det var sidst på dagen havde Boullion Creek været lidt vild i det, så de havde været nødt til at gå temmelig langt ned ad den for at finde et sted, hvor de kunne krydse. Og da de endelig var kommet over, endte de i en skov, der var halvvejs smurt ind i bjørneekskrementer. Så da de langt om længe nåede ud af parken, var de halvdøde af skræk. Men han fik set en bjørn, som han ønskede, og hun ser ud som om, hun aldrig skal prøve sådan noget igen.
Efter den langsommelige rapportproces, går det mod Haines Junction. Vi har dog lovet at stoppe ved Park Rangernes hovedkvarter, da de gerne vil have et billede af bjørnen. Jeg venter udenfor, mens de andre går ind, indtil jeg bliver træt af det. Deres computer manglede drivere og kunne ikke læse fra Pernilles kamera. Ingen havde administratorrettigheder til maskinen, så det var ikke muligt at opdatere. Og så skulle chefen iøvrigt lige have historien endnu en gang.
Så er det endelig tid til burger og fritter, før det går sydpå mod Haines. En smuk tur og ganske behageligt at lade sig transportere igennem landskabet.
Ved grænsen til Alaska løber vi ind i nogle problemer, da Frank i overensstemmelse med sandheden skriver på det skema, man skal udfylde for at få et visum, at han tidligere er blevet nægtet indrejse i USA - en emsig grænsebetjent syntes, at han havde for få penge. Det bevirker en større søgning i diverse databaser, og da det ikke giver noget resultat, beder den meget lidt emsige grænsebetjent Frank om at udfylde et nyt skema, hvor han svarer nej til spørgsmålet.
På vej mod Haines kommer Frank i tanke om, at han kender den tidligere borgmester i byen. Det må være den rette at spørge om, hvor det er bedst at blive indkvarteret, så da vi kommer til byen løber Frank op til ham. Han er blevet borgmester igen, og et hurtigt telefonopkald skaffer os en favorabel pris på nogle værelser på byens bedste hotel, der ligger i nogle historiske garnisionsbygninger. Et bad (alle lugter af melon/agurke-shampo), et ordentligt måltid og et par øl på en bar, der ligner noget fra en film, der foregår langt væk fra alting. Men det er vi jo også.
Dag 9
Haines ligger smukt blandt bjergene ved en dyb fjord. Dagen går med vask, et par mails hjem og driven rundt. Dybstegte østers er ikke noget hit, men så har man da prøvet det. Jeg får mine fordomme masseret, da jeg køber en pakke cigaretter, og ekspedienten må finde en nøgle og låse en stor hængelås op for at få fat på dem. Jeg tager mig selv i at kigge efter det åbne skab med skydevåben.
Hen under aften går det nord på igen. Den canadiske toldbetjent synes, at vi ligner nogen, der godt kunne have en masse alkohol i bilen, men undlader dog at gennemrode bilen.
En 25 kilometer fra Haines Junction drejer vi ned af en grusvej, og finder et sted, hor vi kan slå vores telt op. Kort tid efter at jeg er kommet i soveposen hører jeg noget stort gå rundt udenfor. En bjørn? Jeg var den sidste, der tørnede ind. Jeg prøver at se ud under oversejlet, men der er kun en smal sprække, og det er ikke mange centimeter man kan se. Så hører jeg en svag snøftende lyd. Lyder en bjørn sådan? Jeg er glad for, at jeg vart omhyggelig med at tømme mine lommer i bilen, så der ikke ligger noget chokolade i teltet.
Efter et stykke tid, hvor jeg har skimtet efter bjørnepoter under oversejlet, går det op for mig, at det er Frank, der ligger snorker. Der er ikke en lyd at høre udenfor, så hvad det end var, er det væk nu.
Dag 10
Jeg kigger på uret: 6, en time til det ringer. Så kommer Carsten og får os op. Jeg har glemt, at vi skiftede tidszone, da vi krydsede grænsen. Carsten og Lene har hørt noget tungt gå rundt ovre ved bilen ved den rigtige 6-tid, og har ligget og været nervøse den sidste times tid. Der er nu ikke noget at se nogen steder, men man kigger sig noget mere omkring, mens man piller teltet ned.
Vi stopper ved besøgscenteret i Haines Junction for at få nogle bjørnetønder. Ruten ved Slim's River er blevet lukket efter at vi afleverede vores rapport. Forventeligt, for ud fra billederne så det ud til, at det var den samme bjørn vi mødte de to gange, og den kom lige lovlig tæt på den anden gang. Hvis der kom en tredie gang, og den blev endnu modigere, kunne det blive temmelig grimt.
Vi kører nord på,forbi Slim's River, igennem Destruction Bay og Burwash Landing. Kort efter at vi har krydset Duke River drejer vi ind i skoven ad en grusvej. Et skilt bekendt gør at vi nu kommer ind i et indianerteritorium, men det er eneste tegn på civilisation, vi ser, er et mineselskabs container og et par biler. Der er stadig nogen minedrift i området, selv om det aldrig er blevet noget Klondike.
Vi spiser lidt frokost - den sidste friske mad i fem dage. De sidste cigaretter ryger i skoene i bilen, der placeres strategisk, så de er lette at komme til, når vi kommer tilbage. Og så går det opad igennem skoven. Jeg føler mig usædvanligt uoplagt efter køreturen. Det eneste, der kan få gang i mig, er Franks oplysning om, at vi om ikke så længe kommer til et sted, hvor det er godt at holde pause.
Efter et par timer er det slut med skoven og vi går ud over sletten af en gammel vej. Der er en million myg, og myggebalsamen kommer frem. Efter endnu et par timer forlader vi vejen og krydser ind over sletten. Det er som i et mareridt: Den består af tuer af mos i en fugtig sump. Vandrestaven synker i og synker fast og er i praksis ubrugelig. Det er fuldstændig umuligt at gå i en ordentlig rytme, da tuerne ikke passer med skridtlængden, og har forskellige grader af fasthed så man det ene skridt synker langt ned for med den næste stort set at blive stående på dens runde top. Læg dertil at der nu ikke er en million myg men ti og at antallet af bremser også er vokset til latterlige højder. Jeg er på randen af et hysterisk anfald, lover Carsten tæsk, da han spørger, hvordan det egentlig føles at blive stukket af en myg, og kommer til den forudsigelige konklusion, at det er bedre at risikere permanent skaldethed end et mentalt sammenbrud, hvorefter jeg smører mit hår ind i balsam.
De tre liter vand i min vandsæk er væk, så jeg må ty til min reserveflaske. Jeg sætter den til munden, drikker et par slurke, og så mærker jeg lugten af råd stige op af flasken. Fandens også! Flasken har ikke været gjort ordentligt rent, efter at sidst blev brugt til at blande mælk i. Hvornår var det? I morges eller for tre dage siden? Fedt! Nu skal jeg ikke alene trækkes med en milliard blodsugende insketer i et grønt helvede af et sumplandskab, nu skal jeg også have en maveforgiftning. Den trykkende fornemmelse kommer prompte. Efter en halv times trykken beder jeg Frank om skovlen og graver et hul på den skrænt, de andre er forsvundet op over. Det er nu falsk alarm, hvilket nu ikke gør mig i bedre humør. Godt nok har jeg tilsyneladende undgået forgiftningen, og vi er kommet ud af den værste sump, men der er ingen kræfter tilbage, og der er stadigvæk dette evolutionære fejlskud, der hedder blodsugende insekter. Hvorfor fanden kan man ikke udrydde dem i stedet for den sibirske tiger?
Lejrpladsen er ikke ideel men det lykkes efter et par prøvesidninger at finde et sted, at slå teltet op, hvor man ikke synker alt for meget ned i vådt mos. Men alt går langsomt, og snart er jeg alene - de andre er gået ned ad vandløbet til vores køkken, hvor Frank er ved at gøre aftensmaden klar. Og der står jeg uden bjørnespray. Nå, skulle der dukke en eller anden lortebjørn op, kan den fandeme få lov til at mærke spidsen af min vandrestav midt mellem sine dumme, halvblinde øjne.
Dag 11
En kort mere veloplagt dag. Over kammen til højre for Amphitheatre Mountain. Sumpen er ved at slippe op og insekterne knap så mange. Vi veksler et par ord med et par rangers, der er på vej ud. Ned til en floddal og op langs vandets løb. Under en lille forbjerg ligger en rangerhytte og et das. Vi går op langs vandløbet til højre for den og kravler op af en skråning til en lejr med udsigt over gletscheren.
Resten af dagen går med afslapning. Jeg klatrer op på den lille knold, der ligger over vores køkken, læser lidt Højoldt, lytter til lidt musik, hviler benene og slår Rikke og Pernille i Casino. Spørgsmålet om der er skrald eller mad i en given pose er ved at blive et fast ritual, når vi rydder op efter madlavningen. Og det er stadig lige svært at være sikker.
Da vi kommer op til stedet, der ligger et par hundrede meter fra teltene ved et vandløb imellem nogle buske, ligger tønderne og køkkengrejerne spredt rundt omkring, et par kopper er blevet bidt i stykker, og min termokop har fået et par bidemærker men kan stadig holde på kaffen. Vi spiser den sædvanlige müsli og laver kaffe. Halvvejs igennem kaffen siger Carsten så: "Der er en bjørn på vej her op!"
Ud mellem busken i retning ned imod teltene, kommer en lodden, brun skikkelse luntende op imod os. Dem af os der har en bjørnespray samler den op, og vi rejser os og stiller os på en række. Bjørnen fortsætter sin gang imod os, og vi vifter roligt med armene og begynder at tale til den. Den stopper. Vejrer tøvende, mens den overvejer, om den skal gå tættere på. Den kan tydeligvis lugte kaffen, og hvad vi ellers har. Måske de chokoladeovertrukne frugter vi lavede igår. Efter et par minutter vælger at den at gå til venstre for os, men blot for at runde et buskads og nærme sig fra den anden side. Vi drejer med den, så vi vender direkte imod den, og et øjeblik overvejer jeg, om jeg kan nå at samle mit kamera, der ligger nogle meter væk, op. Men det virker nu lidt for risikabelt at fjerne sig fra gruppen. Umuligt at sige, hvordan den vil reagere på det. Om den vil se det som en trussel eller mig som et let offer. Nu kommer den tæt på. Vel knap ti meter, og Frank beder os om at afsikre bjørnesprayen. Den virker egentlig ikke aggressiv, blot nysgerrig og tiltrukket af duftene og nede på alle fire virker den ikke specielt stor. Ikke udvokset. Den strækker snuden frem, og vi kan se dens næsebor vibrere. Den ligesom småtripper lidt. Drejer lidt rundt og tager et par bidder af en gul blomst og vender igen sin opmærksomhed imod os. Vi har vedblivende talt til den. "Go away, go away" har det lydt i efterhånden flere minutter. Kun med en pause da den gik uden om buskene. Jeg er ved at blive lidt småirriteret. Det ender jo alligevel med, at den går sin vej, så kan den ikke gøre det nu, så jeg kan få resten af min kaffe? "Gå din vej!" siger jeg i et lidt hårdt tonefald, og snart slår vi allesammen over i dansk. Man kan selvfølgelig undre sig over, at vi overhovedet talte engelsk til den, men det virkede jo sidst, hvor vi var en mere international gruppe med engelsk som fællessprog. Nå, under alle omstændigheder virker det bedre med dansk, og kort tid efter vender den sig, går op langs vandløbet og forsvinder ind imellem buskene. Jeg når lige at få et par billeder af dens brune bagdel.
Vi snakker lidt om episoden. Pernille havde sit kamera på sig og fik et par nærbilleder af den. Frank skridter afstanden ud til den rapport, vi skal aflevere, når vi kommer ud. Ni meter. Den skulle nu heller ikke være kommet tættere på. Hvor lang tid tog det? 5-10 minutter. Svært at sige præcist. Der var ikke ligefrem nogen, der kiggede på uret.
Vi drikker kaffen og pakker sammen, går ned til teltpladsen, pakker rygsækkene og afsted.
Boullion Creek er heldigvis noget lettere at passere denne gang, og turen er uden den store dramatik. Pernille taber en neoprensok, efter at vi har passeret det sidste vand, og Frank, der åbenbart har for meget energi løber tilbage for at finde den. Han er væk temmelig længe, og Pernille bliver lidt nervøs for at han er stødt på en bjørn. Så hun og jeg bevæbner os med en spray og går efter ham. Han dukker dog snart op med Pernilles sok, og vi kan fortsætte det sidste stykke ud til bilen.
Vi afleverer vores tønder i besøgscenteret og rapporterer om vores bjørnemøde. Det tager en frygtelig tid. Først rapport til den tilstedeværende ranger. Så rapporterer Frank over telefonen med den lokale chef. Men det var selvfølgelig også tæt på. Vi støder på det tyske par i centeret. De havde haft en hård tur ud. Fordi det var sidst på dagen havde Boullion Creek været lidt vild i det, så de havde været nødt til at gå temmelig langt ned ad den for at finde et sted, hvor de kunne krydse. Og da de endelig var kommet over, endte de i en skov, der var halvvejs smurt ind i bjørneekskrementer. Så da de langt om længe nåede ud af parken, var de halvdøde af skræk. Men han fik set en bjørn, som han ønskede, og hun ser ud som om, hun aldrig skal prøve sådan noget igen.
Efter den langsommelige rapportproces, går det mod Haines Junction. Vi har dog lovet at stoppe ved Park Rangernes hovedkvarter, da de gerne vil have et billede af bjørnen. Jeg venter udenfor, mens de andre går ind, indtil jeg bliver træt af det. Deres computer manglede drivere og kunne ikke læse fra Pernilles kamera. Ingen havde administratorrettigheder til maskinen, så det var ikke muligt at opdatere. Og så skulle chefen iøvrigt lige have historien endnu en gang.
Så er det endelig tid til burger og fritter, før det går sydpå mod Haines. En smuk tur og ganske behageligt at lade sig transportere igennem landskabet.
Ved grænsen til Alaska løber vi ind i nogle problemer, da Frank i overensstemmelse med sandheden skriver på det skema, man skal udfylde for at få et visum, at han tidligere er blevet nægtet indrejse i USA - en emsig grænsebetjent syntes, at han havde for få penge. Det bevirker en større søgning i diverse databaser, og da det ikke giver noget resultat, beder den meget lidt emsige grænsebetjent Frank om at udfylde et nyt skema, hvor han svarer nej til spørgsmålet.
På vej mod Haines kommer Frank i tanke om, at han kender den tidligere borgmester i byen. Det må være den rette at spørge om, hvor det er bedst at blive indkvarteret, så da vi kommer til byen løber Frank op til ham. Han er blevet borgmester igen, og et hurtigt telefonopkald skaffer os en favorabel pris på nogle værelser på byens bedste hotel, der ligger i nogle historiske garnisionsbygninger. Et bad (alle lugter af melon/agurke-shampo), et ordentligt måltid og et par øl på en bar, der ligner noget fra en film, der foregår langt væk fra alting. Men det er vi jo også.
Dag 9
Haines ligger smukt blandt bjergene ved en dyb fjord. Dagen går med vask, et par mails hjem og driven rundt. Dybstegte østers er ikke noget hit, men så har man da prøvet det. Jeg får mine fordomme masseret, da jeg køber en pakke cigaretter, og ekspedienten må finde en nøgle og låse en stor hængelås op for at få fat på dem. Jeg tager mig selv i at kigge efter det åbne skab med skydevåben.
Hen under aften går det nord på igen. Den canadiske toldbetjent synes, at vi ligner nogen, der godt kunne have en masse alkohol i bilen, men undlader dog at gennemrode bilen.
En 25 kilometer fra Haines Junction drejer vi ned af en grusvej, og finder et sted, hor vi kan slå vores telt op. Kort tid efter at jeg er kommet i soveposen hører jeg noget stort gå rundt udenfor. En bjørn? Jeg var den sidste, der tørnede ind. Jeg prøver at se ud under oversejlet, men der er kun en smal sprække, og det er ikke mange centimeter man kan se. Så hører jeg en svag snøftende lyd. Lyder en bjørn sådan? Jeg er glad for, at jeg vart omhyggelig med at tømme mine lommer i bilen, så der ikke ligger noget chokolade i teltet.
Efter et stykke tid, hvor jeg har skimtet efter bjørnepoter under oversejlet, går det op for mig, at det er Frank, der ligger snorker. Der er ikke en lyd at høre udenfor, så hvad det end var, er det væk nu.
Jeg kigger på uret: 6, en time til det ringer. Så kommer Carsten og får os op. Jeg har glemt, at vi skiftede tidszone, da vi krydsede grænsen. Carsten og Lene har hørt noget tungt gå rundt ovre ved bilen ved den rigtige 6-tid, og har ligget og været nervøse den sidste times tid. Der er nu ikke noget at se nogen steder, men man kigger sig noget mere omkring, mens man piller teltet ned.
Vi stopper ved besøgscenteret i Haines Junction for at få nogle bjørnetønder. Ruten ved Slim's River er blevet lukket efter at vi afleverede vores rapport. Forventeligt, for ud fra billederne så det ud til, at det var den samme bjørn vi mødte de to gange, og den kom lige lovlig tæt på den anden gang. Hvis der kom en tredie gang, og den blev endnu modigere, kunne det blive temmelig grimt.
Vi kører nord på,forbi Slim's River, igennem Destruction Bay og Burwash Landing. Kort efter at vi har krydset Duke River drejer vi ind i skoven ad en grusvej. Et skilt bekendt gør at vi nu kommer ind i et indianerteritorium, men det er eneste tegn på civilisation, vi ser, er et mineselskabs container og et par biler. Der er stadig nogen minedrift i området, selv om det aldrig er blevet noget Klondike.
Vi spiser lidt frokost - den sidste friske mad i fem dage. De sidste cigaretter ryger i skoene i bilen, der placeres strategisk, så de er lette at komme til, når vi kommer tilbage. Og så går det opad igennem skoven. Jeg føler mig usædvanligt uoplagt efter køreturen. Det eneste, der kan få gang i mig, er Franks oplysning om, at vi om ikke så længe kommer til et sted, hvor det er godt at holde pause.
Efter et par timer er det slut med skoven og vi går ud over sletten af en gammel vej. Der er en million myg, og myggebalsamen kommer frem. Efter endnu et par timer forlader vi vejen og krydser ind over sletten. Det er som i et mareridt: Den består af tuer af mos i en fugtig sump. Vandrestaven synker i og synker fast og er i praksis ubrugelig. Det er fuldstændig umuligt at gå i en ordentlig rytme, da tuerne ikke passer med skridtlængden, og har forskellige grader af fasthed så man det ene skridt synker langt ned for med den næste stort set at blive stående på dens runde top. Læg dertil at der nu ikke er en million myg men ti og at antallet af bremser også er vokset til latterlige højder. Jeg er på randen af et hysterisk anfald, lover Carsten tæsk, da han spørger, hvordan det egentlig føles at blive stukket af en myg, og kommer til den forudsigelige konklusion, at det er bedre at risikere permanent skaldethed end et mentalt sammenbrud, hvorefter jeg smører mit hår ind i balsam.
De tre liter vand i min vandsæk er væk, så jeg må ty til min reserveflaske. Jeg sætter den til munden, drikker et par slurke, og så mærker jeg lugten af råd stige op af flasken. Fandens også! Flasken har ikke været gjort ordentligt rent, efter at sidst blev brugt til at blande mælk i. Hvornår var det? I morges eller for tre dage siden? Fedt! Nu skal jeg ikke alene trækkes med en milliard blodsugende insketer i et grønt helvede af et sumplandskab, nu skal jeg også have en maveforgiftning. Den trykkende fornemmelse kommer prompte. Efter en halv times trykken beder jeg Frank om skovlen og graver et hul på den skrænt, de andre er forsvundet op over. Det er nu falsk alarm, hvilket nu ikke gør mig i bedre humør. Godt nok har jeg tilsyneladende undgået forgiftningen, og vi er kommet ud af den værste sump, men der er ingen kræfter tilbage, og der er stadigvæk dette evolutionære fejlskud, der hedder blodsugende insekter. Hvorfor fanden kan man ikke udrydde dem i stedet for den sibirske tiger?
Lejrpladsen er ikke ideel men det lykkes efter et par prøvesidninger at finde et sted, at slå teltet op, hvor man ikke synker alt for meget ned i vådt mos. Men alt går langsomt, og snart er jeg alene - de andre er gået ned ad vandløbet til vores køkken, hvor Frank er ved at gøre aftensmaden klar. Og der står jeg uden bjørnespray. Nå, skulle der dukke en eller anden lortebjørn op, kan den fandeme få lov til at mærke spidsen af min vandrestav midt mellem sine dumme, halvblinde øjne.
Dag 11
En kort mere veloplagt dag. Over kammen til højre for Amphitheatre Mountain. Sumpen er ved at slippe op og insekterne knap så mange. Vi veksler et par ord med et par rangers, der er på vej ud. Ned til en floddal og op langs vandets løb. Under en lille forbjerg ligger en rangerhytte og et das. Vi går op langs vandløbet til højre for den og kravler op af en skråning til en lejr med udsigt over gletscheren.
Resten af dagen går med afslapning. Jeg klatrer op på den lille knold, der ligger over vores køkken, læser lidt Højoldt, lytter til lidt musik, hviler benene og slår Rikke og Pernille i Casino. Spørgsmålet om der er skrald eller mad i en given pose er ved at blive et fast ritual, når vi rydder op efter madlavningen. Og det er stadig lige svært at være sikker.
Dag 12
Frank har kigget på kortet igår eftermiddags og foreslår, at vi tager en tur op langs kammen på den modsatte side af floden, krydser under gletscheren og vender tilbage langs kammen på vores side. Det bliver en fantastisk tur. Efter en enkel tur op på kammen breder landskabet sig ud under og omkring os. Vi går ad brede plateauer hen under gletscheren. Farvespillet i bjergene på den anden side af kløften og ude i horisonten er betagende, og går man ud til kanten suger det bedre end den bedste rutschebane.
På morænen nedenfor gletscheren støder vi på en flok Dall Sheep, der dog ikke synes at bryde sig om vores selskab.
Efter frokost krydser vi gletscherflodens løb og kravler op på den anden side. Flere Dall Sheep. Et laset eksemplar, der render rundt for sig selv, løber foran os hen mod resten af flokken og snart er en flok på 15-20 stykker i løb væk fra os. Dog i den samme retning, som vi skal; men snart får de drejet af. Vi fortsætter af gedestier nedenunder kammen. Underlaget er løst og skaber lidt usikkerhed. Men træder man udenfor stien, er det fantastisk at gå i. Foden synker lidt ned i gruset, og man kan småglide hele vejen ned ad skråningen, som stod man på ski.
Frank har kigget på kortet igår eftermiddags og foreslår, at vi tager en tur op langs kammen på den modsatte side af floden, krydser under gletscheren og vender tilbage langs kammen på vores side. Det bliver en fantastisk tur. Efter en enkel tur op på kammen breder landskabet sig ud under og omkring os. Vi går ad brede plateauer hen under gletscheren. Farvespillet i bjergene på den anden side af kløften og ude i horisonten er betagende, og går man ud til kanten suger det bedre end den bedste rutschebane.
På morænen nedenfor gletscheren støder vi på en flok Dall Sheep, der dog ikke synes at bryde sig om vores selskab.
Efter frokost krydser vi gletscherflodens løb og kravler op på den anden side. Flere Dall Sheep. Et laset eksemplar, der render rundt for sig selv, løber foran os hen mod resten af flokken og snart er en flok på 15-20 stykker i løb væk fra os. Dog i den samme retning, som vi skal; men snart får de drejet af. Vi fortsætter af gedestier nedenunder kammen. Underlaget er løst og skaber lidt usikkerhed. Men træder man udenfor stien, er det fantastisk at gå i. Foden synker lidt ned i gruset, og man kan småglide hele vejen ned ad skråningen, som stod man på ski.
Dag 13
Så går det udad igen. Vi går ned forbi rangerhytten, ned langs floden, men krydser op langs bagsiden af Amphitheatre Mountain. Vi holder en god højde og sump er der heldigvis ingen af. Den imponerende Burwash Gletscher hænger på den anden side af floddalen. Et enkelt rensdyr dukker op. Vi krydser ned til ned til Badlands Creek for enden af Amphitheatre Mountain. Det virker lidt pudsigt, at det hedder Badlands, da vi stort set ikke har set et eneste område i Yukon, hvor man kunne forestille sig at dyrke andet end udsigten. Og den er faktisk ikke dårlig. Nede ved floden er en glimrende lejrplads. Jeg forveksler et ulvespor med et bjørnespor - de har altså nogle ordentlige plader de ulve, men man hverken ser eller hører noget til dem. Kunne ellers have været stemningsfuldt med en koncert mod fuldmånen. Hvis det da er fuldmåne i de par timers næstennat, der er her.
Efter vores møde med bjørnen ved Slim's er vi blevet lidt mere forsigtige. Der er grænser for, hvor langt man går ind i skoven, når man skal - altid med bjørnesprayen i hånden - og da Pernille og jeg tager det sidste spil casino, kaster jeg også jævnligt blikket rundt for at se, om der skulle dukke en brun eller sort fætter ud af tykningen. Hvilket nu ikke forhindrer mig i at massakrere hende totalt.
Så går det udad igen. Vi går ned forbi rangerhytten, ned langs floden, men krydser op langs bagsiden af Amphitheatre Mountain. Vi holder en god højde og sump er der heldigvis ingen af. Den imponerende Burwash Gletscher hænger på den anden side af floddalen. Et enkelt rensdyr dukker op. Vi krydser ned til ned til Badlands Creek for enden af Amphitheatre Mountain. Det virker lidt pudsigt, at det hedder Badlands, da vi stort set ikke har set et eneste område i Yukon, hvor man kunne forestille sig at dyrke andet end udsigten. Og den er faktisk ikke dårlig. Nede ved floden er en glimrende lejrplads. Jeg forveksler et ulvespor med et bjørnespor - de har altså nogle ordentlige plader de ulve, men man hverken ser eller hører noget til dem. Kunne ellers have været stemningsfuldt med en koncert mod fuldmånen. Hvis det da er fuldmåne i de par timers næstennat, der er her.
Efter vores møde med bjørnen ved Slim's er vi blevet lidt mere forsigtige. Der er grænser for, hvor langt man går ind i skoven, når man skal - altid med bjørnesprayen i hånden - og da Pernille og jeg tager det sidste spil casino, kaster jeg også jævnligt blikket rundt for at se, om der skulle dukke en brun eller sort fætter ud af tykningen. Hvilket nu ikke forhindrer mig i at massakrere hende totalt.
Dag 14
Vi har snakket om, hvorvidt vi skal gå hele vejen ud eller stoppe med et par timers vandring til bilen. Ruten går ned langs floden. Det første stykke tid går det let, og jeg er forholdsvis sikker på, at vi går hele vejen. Men efter et par timer snævrer flodens løb ind, og vi er nødt til skiftevis at krydse frem og tilbage over floden og klatre over forbjerge. Frank kaster lidt rundt med en træstamme, som han mener at vi skal anvende som bro ved en krydsning. Det virker dog mere sikkert endnu en gang at smide støvlerne og vade over i sandaler. Jeg klatrer ti meter op af en stejl mosklædt skråning, hvor man kan sparke nogle glimrende trin ind i vegetationen, før jeg må give de andre ret i, at det nok er smartere at gå lidt tilbage og tage en mindre direkte rute. Pernille er uheldig og flader ved en krydsning. Hun tør ikke se, om hun huskede at lægge sit lommekamera i den vandtætte kamerataske og kort tid efter er hun uheldig igen, da hun falder mens vi bevæger os op igennem den tætte underskov på en skråning. Dog ikke så langet, men humøret har været bedre. Heldigvis viser det sig at kameraet var i tasken.
Vi passerer efterladenskaberne fra en gammel guldgraver lejr og kort tid efter når vi Duke River. Skoven er blevet tæt, og Frank der de sidste par timer har kastet rundt med træstammer og drevet hærgende igennem underskoven, bekendtgør til stor morskab, at nu går han i tonser-mode.
Vi krydser lidt tilbage i samme retning, som vi kom fra, da det ikke er muligt at gå langs Duke, der er noget vildere, end hvad vi har oplevet tidligere på turen. Der er ikke noget, der minder om en sti, men alting vokser så frodigt, så man uden dårlig samvittighed kan trampe vegetationen ned, hvor man kan. Der skulle løbe en gammel vej et sted, og jeg tænker på, at det hele er så tæt, at den kunne løbe fem meter fra os, uden at vi ville have nogen chance for at se den. To minutter efter støde vi på den. Der er godt nok ikke så meget vej at se, men et lavere, mindre tæt bælte i vegetationen markerer den klart og gør det uligt lettere at gå. Tempoet øges. Vi passerer en gammel guldgraverhytte, komplet med forfaldent das. Lige nedenfor ved floden ligger et fladt stykke land, der giver en glimrende lejrplads. Måske kan vi også være heldige at se et par af de elge, som vi har set utallige spor efter.
Vi har snakket om, hvorvidt vi skal gå hele vejen ud eller stoppe med et par timers vandring til bilen. Ruten går ned langs floden. Det første stykke tid går det let, og jeg er forholdsvis sikker på, at vi går hele vejen. Men efter et par timer snævrer flodens løb ind, og vi er nødt til skiftevis at krydse frem og tilbage over floden og klatre over forbjerge. Frank kaster lidt rundt med en træstamme, som han mener at vi skal anvende som bro ved en krydsning. Det virker dog mere sikkert endnu en gang at smide støvlerne og vade over i sandaler. Jeg klatrer ti meter op af en stejl mosklædt skråning, hvor man kan sparke nogle glimrende trin ind i vegetationen, før jeg må give de andre ret i, at det nok er smartere at gå lidt tilbage og tage en mindre direkte rute. Pernille er uheldig og flader ved en krydsning. Hun tør ikke se, om hun huskede at lægge sit lommekamera i den vandtætte kamerataske og kort tid efter er hun uheldig igen, da hun falder mens vi bevæger os op igennem den tætte underskov på en skråning. Dog ikke så langet, men humøret har været bedre. Heldigvis viser det sig at kameraet var i tasken.
Vi passerer efterladenskaberne fra en gammel guldgraver lejr og kort tid efter når vi Duke River. Skoven er blevet tæt, og Frank der de sidste par timer har kastet rundt med træstammer og drevet hærgende igennem underskoven, bekendtgør til stor morskab, at nu går han i tonser-mode.
Vi krydser lidt tilbage i samme retning, som vi kom fra, da det ikke er muligt at gå langs Duke, der er noget vildere, end hvad vi har oplevet tidligere på turen. Der er ikke noget, der minder om en sti, men alting vokser så frodigt, så man uden dårlig samvittighed kan trampe vegetationen ned, hvor man kan. Der skulle løbe en gammel vej et sted, og jeg tænker på, at det hele er så tæt, at den kunne løbe fem meter fra os, uden at vi ville have nogen chance for at se den. To minutter efter støde vi på den. Der er godt nok ikke så meget vej at se, men et lavere, mindre tæt bælte i vegetationen markerer den klart og gør det uligt lettere at gå. Tempoet øges. Vi passerer en gammel guldgraverhytte, komplet med forfaldent das. Lige nedenfor ved floden ligger et fladt stykke land, der giver en glimrende lejrplads. Måske kan vi også være heldige at se et par af de elge, som vi har set utallige spor efter.
Dag 15
Ingen elge men et par timers lidt træls vandring ad den gamle minevej, der halvdelen af turen er delvist oversvømmet. Efter at have fordrevet det sidste stykke vej med en dyrequiz (dyr med a, b, c etc.) , som jeg vinder med kun en lille smule snyd (et marsvin er jo både den lille lodne og hvalen, og en peberfugls korrekte betegnelse er jo tukan), når vi bilen. Jeg ryger et par cigaretter, selv om jeg nu ikke har savnet dem andet end de sidste par timer, hvor de var indenfor rækkevidde, vi pakker bilen og kører mod Haines Junction. Efter et stop, hvor Park Rangerne endelig får der billede af bjørnen, og vi får noget ordentlig mad, går det mod Whitehorse. Vi driver lidt rundt i byen. Pernille får med besvær overført sine billeder fra kameraet til en cd i en fotobutik. Hun beder ekspedienten kontrollere, at de er kommet på, og han går til opgaven med en attitude af 'endnu en samling dødssyge turistbilleder' men udbryder et overrasket 'Oh, a bear' da det første billede, han åbner, er et nærbillede af vores morgenmadsgæst.
Efter et par timer er vi kommet tilstrækkelig langt op af eftermiddagen, til at vi kan finde vores B&B. Det viser sig at være et fantastisk sted. Huset er i en slags pseudo-fjeldhyttestil, terrassen er af plastik, indretningen er storblomstret med massevis af små dukker, og stolene har små sokker på. Og så ødelægger vi det hele ved at tørre vores telte, og hvad der ellers måtte være vådt, på græsplænen. Men så kan det pludselig heller ikke lade sig gøre at få vasket tøj. Den stakkels værtinde tror vel, at hun vil være nødt til at kassere både vaskemaskine og tørretumbler, efter at vores kluns har været i dem. Nå, sorte rande i badekaret kan vi da lave, og bortset fra den manglende vask er hun nu imødekommende nok, selv om hun giver os lidt penge tilbage, fordi hun ikke gider at stå så tidligt op, at hun kan lave morgenmad til os.
Efter det velgørende bad går det ned i byen og finder en restaurant. En rigeligt stor, blodig bøf (hvem kan huske, hvor mange gram der går på en ounce, jeg må hellere tage den største) og noget rødvin. Næsten lige så godt som badet.
Ingen elge men et par timers lidt træls vandring ad den gamle minevej, der halvdelen af turen er delvist oversvømmet. Efter at have fordrevet det sidste stykke vej med en dyrequiz (dyr med a, b, c etc.) , som jeg vinder med kun en lille smule snyd (et marsvin er jo både den lille lodne og hvalen, og en peberfugls korrekte betegnelse er jo tukan), når vi bilen. Jeg ryger et par cigaretter, selv om jeg nu ikke har savnet dem andet end de sidste par timer, hvor de var indenfor rækkevidde, vi pakker bilen og kører mod Haines Junction. Efter et stop, hvor Park Rangerne endelig får der billede af bjørnen, og vi får noget ordentlig mad, går det mod Whitehorse. Vi driver lidt rundt i byen. Pernille får med besvær overført sine billeder fra kameraet til en cd i en fotobutik. Hun beder ekspedienten kontrollere, at de er kommet på, og han går til opgaven med en attitude af 'endnu en samling dødssyge turistbilleder' men udbryder et overrasket 'Oh, a bear' da det første billede, han åbner, er et nærbillede af vores morgenmadsgæst.
Efter et par timer er vi kommet tilstrækkelig langt op af eftermiddagen, til at vi kan finde vores B&B. Det viser sig at være et fantastisk sted. Huset er i en slags pseudo-fjeldhyttestil, terrassen er af plastik, indretningen er storblomstret med massevis af små dukker, og stolene har små sokker på. Og så ødelægger vi det hele ved at tørre vores telte, og hvad der ellers måtte være vådt, på græsplænen. Men så kan det pludselig heller ikke lade sig gøre at få vasket tøj. Den stakkels værtinde tror vel, at hun vil være nødt til at kassere både vaskemaskine og tørretumbler, efter at vores kluns har været i dem. Nå, sorte rande i badekaret kan vi da lave, og bortset fra den manglende vask er hun nu imødekommende nok, selv om hun giver os lidt penge tilbage, fordi hun ikke gider at stå så tidligt op, at hun kan lave morgenmad til os.
Efter det velgørende bad går det ned i byen og finder en restaurant. En rigeligt stor, blodig bøf (hvem kan huske, hvor mange gram der går på en ounce, jeg må hellere tage den største) og noget rødvin. Næsten lige så godt som badet.
Dag 16 - 17
Tidligt op. Et par taxier. Vores chauffør, der ligner en gammel landhippie, lytter til sit eget program på lokalradioen. Bagagen kan tjekkes ind hele vejen til København. Et forhastet morgenmad i lufthavnen. Slår Pernille i Casino på flyet, ved at tage alle point i sidste runde. Hun manglede kun et før den.
Nogle timer i Vancouver, hvor der er 30 grader fra morgenstunden. Vi tager afsked med Pernille og Rikke i lufthavnen - de har en uge mere herovre - og tager en taxi ind til byen. Chaufføren, en inder - der efter over tyve år ikke har ændret den accent, han sikkert havde, da han kom til landet - tilbyder at hente os, når vi skal tilbage, og han dukker også op som aftalt en fire timer senere. En sjov, snakkende fyr. Han har et landbrug udenfor byen og insisterer på at komme ud og give hånd, da han sætter os af ved terminalen.
Ikke meget søvn på flyveren. For træt til at læse, og filmene er endnu værre end dem på turen over. Så slemme at jeg tror, at jeg vil kunne huske dem længe. Et par timer i Frankfurt. Der er allerede en med det eksotiske navn Frank Hansen på flyet, da vi skal ombord, så Frank holdt tilbage et stykke tid men dukker dog op i kabinen kort tid før vi letter. En dansk avis. Tour de France-resultatet: Floyd Landis. Kedelig rytter efter min mening. Den svenske pilot udnævner Skåne til det dejligste område på Jorden, da vi nærmer os København. Alenlang ventetid efter bagagen give mulighed for et beroligende telefonopkald til forældrene. Vi tager afsked, da vi er kommet ud i ankomsthallen og aftaler, at denne gang skal vi altså have en fotoaften. Jeg går mod toget og fem minutter efter sidder jeg i kupéen og ruller af sted mod Århus. Jeg kigger på min urrem. Små aflejringer fra Kluane har sat sig fast i hullerne og er så småt begyndt at drysse ud.
Tidligt op. Et par taxier. Vores chauffør, der ligner en gammel landhippie, lytter til sit eget program på lokalradioen. Bagagen kan tjekkes ind hele vejen til København. Et forhastet morgenmad i lufthavnen. Slår Pernille i Casino på flyet, ved at tage alle point i sidste runde. Hun manglede kun et før den.
Nogle timer i Vancouver, hvor der er 30 grader fra morgenstunden. Vi tager afsked med Pernille og Rikke i lufthavnen - de har en uge mere herovre - og tager en taxi ind til byen. Chaufføren, en inder - der efter over tyve år ikke har ændret den accent, han sikkert havde, da han kom til landet - tilbyder at hente os, når vi skal tilbage, og han dukker også op som aftalt en fire timer senere. En sjov, snakkende fyr. Han har et landbrug udenfor byen og insisterer på at komme ud og give hånd, da han sætter os af ved terminalen.
Ikke meget søvn på flyveren. For træt til at læse, og filmene er endnu værre end dem på turen over. Så slemme at jeg tror, at jeg vil kunne huske dem længe. Et par timer i Frankfurt. Der er allerede en med det eksotiske navn Frank Hansen på flyet, da vi skal ombord, så Frank holdt tilbage et stykke tid men dukker dog op i kabinen kort tid før vi letter. En dansk avis. Tour de France-resultatet: Floyd Landis. Kedelig rytter efter min mening. Den svenske pilot udnævner Skåne til det dejligste område på Jorden, da vi nærmer os København. Alenlang ventetid efter bagagen give mulighed for et beroligende telefonopkald til forældrene. Vi tager afsked, da vi er kommet ud i ankomsthallen og aftaler, at denne gang skal vi altså have en fotoaften. Jeg går mod toget og fem minutter efter sidder jeg i kupéen og ruller af sted mod Århus. Jeg kigger på min urrem. Små aflejringer fra Kluane har sat sig fast i hullerne og er så småt begyndt at drysse ud.